SønderjyskE-profil forlænger til 2026

- Det var en nem beslutning at forlænge med SønderjyskE. Det er som en lille familie, hvor vi står sammen, og det var nok også en del af opskriften på vores succes, lyder det fra Rasmus Lyø, der har forlænget kontrakten med SønderjyskE Ishockey frem til sommeren 2026 (Foto: A. Stollig)
dato

Den nykårede Danmarksmester, backen Rasmus Lyø, har forlænget kontrakten med SønderjyskE Ishockey frem til sommeren 2026

Tilbage i 2018 kom Rasmus Lyø til SønderjyskE. Fynboen har fejret pokaltitler og en triumf i Continental Cup med SønderjyskE, og efter både bronze og sølv kom DM-guldet endelig i hus tilbage i april.

- Jeg er glad for, at Rasmus fortsætter i lyseblåt. Han er en dygtig back med en masse rutine og lederevner, og så arbejder han altid benhårdt. Han spillede en vigtig rolle i en fantastisk sæson, hvor vi med både pokaltitel og Danmarksmesterskabet kunne vinde the double, siger direktør Klaus Rasmussen.

Rasmus Lyø spillede 65 af sæsonens 66 kampe, hvor den bomstærke back bidrog med solide præstationer i begge ender af isen. Han lavede 28 point og blev noteret for en imponerende plus/minus-statistik på 29. Sidste sæsons guldhøst har kun givet mod på mere.

- Det var en nem beslutning at forlænge med SønderjyskE. Det er som en lille familie, hvor vi står sammen, og det var nok også en del af opskriften på vores succes. At vinde Danmarksmesterskabet var fantastisk, og hvem vil ikke gerne feste sådan igen. Det bliver selvfølgelig svært at følge op på så flot en sæson med to titler. Jeg synes dog, vi igen har tegningen til et spændende og stærkt hold, og der er helt sikkert også områder, hvor vi stadigvæk kan forbedre os. Jeg glæder mig, siger 29-årige Rasmus Lyø.

Kilde: SønderjyskE Ishockey
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.