2.Pinsedag afholdte Stilling-Gram borgerforening markedsdag, hvor både private samt virksomheder og foreninger havde boder, og hvor der blev solgt alt fra diverse lopper, smykker, hjemmestrikkede klude, marmelade til slushice, pølser og snobrød m.m.
Derudover var der også gratis candyflos til børnene fra Tømrerfirmaet Thomas Harbo og smagsprøver på øl fra det lokale bryggeri Ølmejeriet. Markedsdagen tiltrak både gæster fra Stilling-Gram, men også fra omegnsbyerne. Allerede inden start var markedsdagen en succes med mere end 80 tilmeldte boder. Dette selvom dagen blev stablet på benene på under 2 uger.
Succesen, og tilbagemeldingerne fra borgerne, betyder også at borgerforeningen allerede har besluttet at gentage succesen til September.
Borgerforeningens formand, Tommas Leth, sætter stor pris på når borgerne engagerer sig og udtaler:
"Markedsdagen er et rigtig godt eksempel på borgerforeningens formål med at engagere borgerne til at tage del i og bidrage til byens fællesskab. I dette tilfælde var det en fornøjelse at se Pia Østergaard Madsen tage initiativet til markedsdagen. Tak til alle der tager gode initiativer til fælles bedste, og alle der er med til at blande sig for at vores by bliver endnu bedre at bo i."
Foto: Der var mange forskellige boder og aktiviter til markedsdagen
Udover denne markedsdag arbejder borgerforeningen med hjælp og inspiration fra borgerne også på andre arrangementer såsom den kommende Sankt Hans fejring 23. juni ved Stilling strand, som i år bliver med medbragt madkurv, bål, kano samt diverse andre aktiviteter. Ligesom Sankt Hans festen i mange år har været en fast tradition er det dog sikkert at markedsdagen nu også bliver det. Næste gang er allerede fastlagt til d. 19. september 2021.