BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kunne du tænke dig et job på en af Danmarks smukkeste arbejdspladser? Vil du arbejde med at løse en af vor tids største udfordringer, nemlig de udfordringer der er knyttet til ændringerne i vores klima? Og trives du med selvstændighed og ansvar? Hos Naturstyrelsen Vadehavet søger vi 2 nye projektledere, der skal indgå i vores naturprojektteam på enheden.
Opgaver og organisering
Du får arbejdsplads hos Naturstyrelsen Vadehavet, som holder til ved Gram i Sydvestjylland og er en af Naturstyrelsens 16 lokale enheder. Her får du 20 herlige kolleger, som arbejder med naturprojekter, forvaltning af Naturstyrelsens egne arealer, bygninger, friluftsliv, naturgenopretning, skovrejsning og vildtforvaltning.
På enheden er vi organiseret i en funktionærgruppe, som du vil indgå i. Den består bl.a. af biologer, skovfogeder og naturforvaltere. Dertil kommer en gruppe skov- og naturteknikere m.fl., som udfører de konkrete praktiske opgaver på vores arealer. I jobbet kan du forvente samarbejde med medarbejdere fra forskellige faggrupper i Naturstyrelsen. Hos os vil du få engagerede kolleger, hvor samarbejdet er præget af gensidig tillid og respekt.
Enhedens naturprojektteam indgår som en del af funktionærgruppen, og det er til dette team vi søger 2 nye projektledere med stærke tekniske og/eller naturfaglige kompetencer. Dine arbejdsopgaver vil hovedsageligt være knyttet til enhedens klima-lavbundsindsats, men også andre naturprojektopgaver eller driftsopgaver inden for enhedens arealportefølje kan blive en del af dit arbejdsområde hos os - naturligvis afhængig af dine kompetencer og styrelsens behov.
Som projektleder kommer du til at indgå i projekter med mange forskellige af vores eksterne samarbejdsparterne. Det vil i høj grad være kommuner og interesseorganisationer, men også private lodsejere og andre borgere. Du får dermed et selvstændigt job, hvor det forventes, at du kan fungere som Naturstyrelsens repræsentant og stå for kommunikation og samarbejde med alle typer interessenter.
Din primære arbejdsopgave bliver at arbejde med at udtage lavbundsjorde i Sydvestjylland. Indsatsen foregår i tæt samarbejde med private lodsejere og Landbrugsstyrelsen – for tiden er vi i gang med opgaven på mere end 5.000 ha. Derudover forvalter enheden ca. 14.000 ha statsejede skove og andre naturområder i Sydvestjylland.
Din profil
Vi forestiller os, at du har en relevant teknisk eller naturfaglig baggrund, som f.eks. landinspektør, ingeniør. biolog, naturforvalter eller lignende, og gerne med nogle års erfaring fra en lignende stilling. Da vi i teamet allerede har 2 meget erfarne projektledere, er der fint plads til mindst en relevant ansøger, som er i starten af sin karriere.
Derudover ser vi gerne, at du:
- Har konkret kendskab til gennemførelse af naturprojekter, brug af projektværktøjskassen, stærke gis kompetencer og en eller flere styrkepositioner på gennemførelse af naturprojekter – gerne erhvervet gennem ansættelse i en offentlig virksomhed, men også erfaringer fra fx en rådgivende virksomhed kan være relevant.
- Har indsigt i og overblik over de væsentlige lovgivnings- og myndighedsmæssige forhold inden for natur, miljø og fysisk planlægning.
- Har erfaring med lodsejerkontakt og forskellige interessentgrupper, og forstår at navigere som styrelsens repræsentant blandt mangeartede interesser og er dygtig til at kommunikere og skabe gode relationer.
- Har et godt samarbejdsgen, som betyder, at dine kollegaer kan regne med dig i den daglige opgaveløsning.
- Er en god kollega, der altid bringer den bedste version af dig selv med på arbejde.
Vi tilbyder
Når du starter hos os i Naturstyrelsen Vadehavet, vil du opleve at vores hverdag og samarbejde er præget af en uformel grundtone, hvor vi altid vil hinandens bedste. Værdier som ordentlighed og ordholdenhed er væsentlige for os, og så sætter vi en ære i, at levere værdi til samfundet ved at forvalte vores fælles natur.
Vi tilbyder dig en plads på et hold, hvor vi arbejder passioneret med at indfri de politiske ambitioner på klima- og biodiversitetsområdet. Vi er stolte, af det vi præsterer, og kan lide at arbejde sammen på tværs af faggrupper. Vi vil sørge for, at give dig det bedst mulige grundlag for dit arbejde, så du kan bruge din energi, faglighed og kreativitet til at skabe gode løsninger og resultater.
Du får Sydvestjylland som dit arbejdsområde, og din arbejdsplads vil være på enhedskontoret i Lindet Skov. Da Naturstyrelsen er i gang med projekter i hele landet, skal du være indstillet på i en kortere eller længere periode at hjælpe til på andre af styrelsens lokale enheder.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt tilhørende organisationsaftale for Skov- og landskabsingeniører.
Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner.
Tjenestestedet er Naturstyrelsen Vadehavet, Skovridervej 3, Arnum 6510 Gram.
Stillingerne ønskes besat d. 1.9.2024.
Det er et krav, at du har kørekort til personbil.
Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte skovrider
Bent Rasmussen, tlf. 2259 3805, eller projektleder Simon Fly-Petersen, tlf. 61921116
Sådan søger du
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 23. juni 2024.
Ansættelsessamtaler forventes d. 28. juni 2024.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Haderslev Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, Vadehavet, Skovridervej , 6510 Gram
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6061743